27. Oktober 2007 

For et par dage siden fandt jeg på intranettet på mit arbejde et opslag om at man kunne komme med musikforeningen til One Two-koncert i Viften i Rødovre. Sådan noget kan jeg sq ikke stå for: Cæcilie Norby og Nina Forsberg i skøn forening over 20 år efter første plade. Jeg købte fluks to billetter og fortalte begejstret min kæreste, at vi skulle til 80’er revival – hun var knap så begejstret, men tog dog velvilligt med. OK – jeg er nok gladere for gamle slidte pop-plader fra 80’erne end de fleste, men One Two – helt ærligt, har kulturministeren ikke skrevet dem ind i Kulturkanonen, så er det da på tide 😉

Ved ankomsten fandt vi ret hurtigt ud af, at vi nok var blandt de yngste på stedet, hvor stone-washed stramme jeans, ball t-shirts og cowboystøvler, så ud til at være højeste mode.

Kl. 21.00 gik først de fem bedagede musikere på scenen, hvorefter Cæcilie Norby og Nina Forsberg fuld af energi trådte frem og konstaterede at ‘Det er sent nu’. Publikum synes at være uenige og alle Ældre Sagens repræsentantanter sang med efter bedste evne, hvilket Nina Forsberg kvitterede for, med et: “Hold Kæft, hvor synger I godt”. Nå ja, det er vel ikke forbudt at stikke et par ‘Hvide Løgne’ når man står på scenen, men på den anden side kan det jo også bare være Forsbergs hørelse, der har mærket tidens tand 😉

Genkendelsens glæde bragte da også et stort smil frem på mine læber – det kan jo ikke nægtes at de rimeligt banale hjerte-smerte sange, som guitaristen Søren Bentzen for 20 år siden har skruet sammen er ganske vidunderligt ørehængende, med klæbrige omkvæd og mindst lige så klæbrige guitarsoli. Og når sangene både på den vokale og den instrumentale side er mere end almindeligt veludført, så er der vel ingen grund til andet end smil – og dog: Efter 4-5 numre slog det mig, at til trods for at bandet havde masser af energi og så ud til at strutte af spillelyst, så virkede det som om at det hele foregik lidt for meget på automatpilot og at de egentlig bare spillede pænt uden at spille fedt. Herfra undtaget Søren Bentzen, der i bedste Keith Richards stil, med pandebånd og tyndt hår, gjorde sit for at overbevise publikum om at han stadig har energi som en 20-årig. Den følelse af at det hele var lidt for ‘studieagtigt’ forsvandt dog, da bandet hev Eurythmics-klassikeren ‘Sisters’ ned fra hylden og begyndt at lege lidt. Også numre som ‘Billy Boy’ og ‘Smukke Anna’ blev udført med rigtig meget energi. Fedt 🙂

Og så er der jo lige Cæcilie Norby, hvis stemme kun er blevet bedre over de sidste 20 år. Som altid en fornøjelse at høre hende – især henimod slutningen af koncerten hvor der blev tid til et jazzet intermezzo med lidt chase mellem Cæcilie og percussionisten Rune Harder Olesen.

Alt i alt er det dog en lidt mærkeligt følelse man går hjem med efter sådan en koncert. Ikke fordi de spillede dårligt – det gjorde de bestemt ikke, men nok bare fordi alt var præcist som man kunne forvente: Gamle numre, spillet på den gamle måde, uden nogen som helst erkendelse af, at vi lever i 2007. Men intet nyt er vel godt nyt?