Banner
Coorg: I midten af regnskoven
This is my site Written by ;o] TT on 06/07/2009 – 4:30 pm

Executive Summary:
Dette blogindlæg er vist blevet lidt langt. Så for dem med kort tid eller mangel på tålmodighed, så hermed et executive summary:
Kære læser, hvis du nogensinde skulle befinde dig i Sydindien, så hermed en varm anbefaling: Brug halvanden dag af dit liv på Rainforest Retreat. For under 500 danske kroner kan du og en ledsager bo i din egen hyggelige hytte, få serveret tre ganske fremragende måltider om dagen, nyde livet og en vandretur i ufatteligt smukke omgivelser, blandt værter der både er søde, imødekommende og afslappede.

Du kan se flere billeder i mit fotoalbum, eller ved at klikke her.

Onsdag
Efter en hurtig flytning til ny lejlighed i Bangalore tirsdag (ja, billeder herfra kommer senere) og en dejlig farvelmiddag for Mads på Olive Beach (ikke fordi han tog afsted, men fordi maden og selskabet var fremragende!) tog Merete og jeg afsted på fem dages tur i det sydlige Indien onsdag morgen. Første stop på turen var Rainforest Retreat ved Madikeri, som er hovedbyen i Coorg, sydvest for Bangalore. Turen hertil tog syv timer i bil og bød på fremragende landskab – ligeså snart vi var kommet fri fra Bangalore, altså. Men nu vi er ved Bangalore, så gav turen ud af byen (som varede 1½ time, suk!) mulighed for lidt sightseeing og Merete har nu set både Karnatakas parlament, den anden side af højestretsbygningen og en del mere bangaloriansk byliv indenfra Innova’en. Og i tillæg til dette blev vi midt i trafikken mødt af to ryttere på kameler. Altså, når man har været i Indien i et stykke tid, så er dyreliv i byen ikke just noget særsyn, men kameler, hmmm… det var en ny variant.

Efter en lang dags kørsel ankom vi til Madikeri og Mathan (vores chauffør) begyndte at have brug for lokal assistance til at finde Rainforest Retreat (og her bør det måske nævnes, at indere på ingen måde excellerer i brug af landkort – selv meget veloplyste indere har ingen fornemmelse af nord/syd/øst/vest) inklusiv adskillige opkald til kontoret på Rainforest Retreat; det sidste med ordlyden “but … it’s a really bad road madam!?”).

Mathan havde ret – det var i sandhed et stykke ufremkommeligt vej, der var foran os og jeg tror også at Merete var en anelse urolig for hvor langt ud på landet det var vi skulle. Endelig ankom vi, og det skulle vise sig, at det havde været hele turen værd: Rainforest Retreat er et økologisk landbrug, der har et lille resort, beliggende så langt ude for lands lov og ret som overhovedet muligt, hvor vi i øvrigt var de eneste gæster. Jeg havde tidligere haft noget mailkorrespondance med Sujata, som er den kvindelige del af det ægtepar der ejer Rainforest Retreat og hun havde forklaret at de normalt lukker ned i Juli på grund af monsunen, men det lykkedes mig at overbevise hende om at skubbe lukkedatoen et par dage, når Merete nu kom helt fra Danmark for at besøge stedet 😉

dsc02266

Vi blev indlogeret i vores egen lille hytte og fik først en hurtig rundvisning på området og derefter en fantastisk dejlig middag. Efter middagen blev der tændt op i det åbne ildsted i vores hytte og vi kunne sætte os og fordøje de første indtryk. Jeg tror hverken Merete eller jeg havde ord for det (men det er jo ikke meget bevendt på en blog, så lad mig forsøge): Vanvittigt flot landskab, regnskov der nærmest går i et med verandaen og alle de nuancer af grøn man kan forestille sig; en nærmest øredøvende støj af græshopper, regnen der pisker ned og fantastiske dufte – det skal opleves!

Torsdag
Efter en god nats søvn stod vi tidligt op og efter hyggesnak med Sujata og indtagelse af morgenmad begav vi os ud på trek med vores guide Ravi (der i øvrigt betyder sol – og det holdt faktisk tørt gennem næsten hele vandreturen). De billeder som mit lille uduelige Cybershot-kamera har fanget yder bestemt ikke oplevelsen retfærdighed: Ud over nogle fantastiske udsigtspunkter gik vi igennem hvad der vel uproblematisk kan betegnes som verdens bedste køkkenhave: Mango, Ananas, Kaffe-, the-, og tobaksplanter; vanille, kardemomme, appelsiner, citroner, grapefrugter, papaya, kokosnødder og rooibus (der ligner hindbær og bruges til theproduktion).

dsc02226

Efter trekket var vi klar til en velfortjent måltid mad og til at bruge resten af dagen på at nyde livet i regnskoven – på verandaen med en bog. Om aftenen blev der igen tændt op i pejsen. Dejligt, men også nødvendigt midt i regnsæsonen. Og så blev der tid til (helt og aldeles offline) at skrive lidt til bloggen om Rainforest Retreat – hermed gjort.

Fredag
Turen går til Kannur i Kerala, som du kan læse om her.

Lørdag, Søndag og Mandag
Turen går til Nagarhole, som du kan læse om her og derefter tilbage til Bangalore.

;o] TT

Posted in:  

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.