Efter at have været i Bangalore i fem måneder og med kun en lille måned tilbage kunne man jo godt mene, at det var på tide at jeg skrev lidt om min ”hjemby” her på bloggen. Here goes:

Bangalore har ca. 7 millioner indbygger og er så vidt jeg er orienteret fordoblet i størrelse over de sidste 10-15 år. Jeg har også ladet mig fortælle at der er 407 lyskryds (og tænker: Gad vide hvor mange der er i Roskilde?) og trafikken er på alle måder kraftigt påvirket af disse to ting. Bangalores infrastruktur er intet mindre end forfærdelig, men hvad kan man forvente med en by der er vokset så hurtigt. På rigtigt mange måder kan man roligt sige, at Bangalore er en forvokset provinsby og kulturelt noget af et hul (især når man har brugt langt hovedparten af sit liv i København, inden man kom herned) – der sker simpelthen ikke ret meget på hverken musik eller teaterscenen – eller for den sags skyld andre live-events. Museer og udstillinger, well jeg er ikke ekspert her, men jeg tror også at det er ret dødt.

”Mærkeligt” tænker du: ”Hvordan kan det være at han kan sige sådan, og så alligevel altid give udtryk for at han godt kan li’ at være i Bangalore?” Jeg er glad for at du spørger 😉

Først og fremmest så er jeg rigtigt glad for mit job og for mine kollegaer. Jeg har simpelthen aldrig været så glad for et job, som jeg er nu (og jeg har ellers været ret glad for langt det meste jeg har lavet) og så er der et helt fantastisk sammenhold i danskergruppen. Det er nærmest som en lille familie (som jeg i øvrigt kommer til at savne, når jeg skal hjem igen). Jeg har også haft fornøjelsen af at lære nogle af vores indiske associates at kende, har spist masser af middage med dem, været på ture etc – og det har alt sammen været en fornøjelse, der helt sikkert har bidraget med en masse nye perspektiver på tilværelsen.

For det andet, så har jeg gennem expat-miljøet også mødt nogle helt fantastiske mennesker fra Europa, som jeg virkeligt håber at kunne holde kontakt med, når jeg lige om lidt skal hjem. Det er selvfølgelig lettere med danskerne, men Europa er trods alt ikke større, end man kan sætte sig i en bil og køre på forlænget weekend.

For det tredje så er Bangalore fyldt med fremragende restauranter. Både indiske, men så sandelig også europæiske.

For det fjerde, så er Indien så anderledes at man hele tiden bliver overrasket. Både over trafik, mentalitet og så selvfølgelig den landlige side af Indien, som kan opleves når man rejser – og den er intet mindre end enestående.

For det femte – og her kommer jeg sikkert i modvind hos både de politisk korrekte og halal-hippierne (selvom der nok ikke er mange af denne blogs læsere, der tilhører de kategorier, formoder jeg) – så er det sq fedt at leve i Indien på første klasse! Jeg har naturligvis været i kontakt med rigtigt mange udlændinge, der er her på economy class og rejser backpacker style; og jeg har ikke kunne undgå at stille mig selv ét simpelt spørgsmål: ”Thomas, hvordan ville du have det med Indien, hvis du skulle leve her på de vilkår?” Og jeg tror egentlig at svaret er, at det ville jeg nok ikke være helt ustresset over – for nu at anvende god jysk underdrivelse. Indien er fantastisk på mange måder: Der er skønne mennesker her, en fantastisk natur og en masse oplevelser, men der er også en sørens masse besvær forbundet med rent faktisk at skulle leve, arbejde og fungere her – og muligheden for en gang imellem kan søge tilflugt til luksus er ikke bare dejligt, men nok også et nødvendigt åndehul.

Og når de sure opstød så er sendt af sted, så lad mig lige gentage at Indien på så frygteligt mange måder er et helt fantastisk land – og jeg vil varmt anbefale alle at komme herned – som turister på den måde man nu måtte ønske at rejse, eller over en længere periode for at arbejde her. Og lad mig slutte med at bringe et par billeder fra min egen private tagterrasse i det lille palads, som jeg fortiden kalder hjem.