21. Oktober 2007 

For snart lang tid siden fik min kærestes forældre den vidunderlige idé at invitere til Beth Hart koncert i Portalen i Hundige.

Beth Hart – well jeg har jo hendes ‘Leave a Light on’-plade og kendte da også et par andre sange i forvejen, men der stoppede mit kendskab så også. Jeg må indrømme at jeg ikke ligefrem er verdensmester i at følge med i pop/rock-stjernernes biografier, så jeg havde en eller anden forestilling om at skulle ind og se en pæn pige med en lidt større stemme end de fleste … og hvor tog jeg dog grueligt fejl….

Publikum blev mødt af Beth Hart og tre kumpaner på hhv. trommer, bas og guitar – alle tre med en visuelt tydelig fortid på den mere hårdtpumpede rockscene. Beth selv – well, jeg har aldrig hørt nogen sige ‘motherfucker’ så hurtigt og så mange gange på en aften, som i den talestrøm der fulgte efter første nummer – var jo alt andet end en pæn skolepige. Men hvor var det dog vidunderligt at erfare min fejltagelse og for en gang skyld se en sangerinde, der ikke bare var optaget af at iscenesætte sig selv som lækkerbisken, men derimod storsvedende insisterede på at sende publikum hjem med en oplevelse af at have været til ROCKkoncert. Og det lykkedes!

Ørehængerne ‘Leave a Light On’, ‘Bottle of Jesus’, ‘If God only Knew’, ‘One-Eyed Chicken’ og ‘Good as it Gets’, som vi kender fra radioen, blev alle serveret med præcition og overskud af bandet og især de to sidstnævnte var i en klasse for sig. Når setlisten ikke bød op til radiovenlige ørehængere leverede bandet en perlerække af gode eksempler på hvor meget heavy-rockere, der egentlig var i dem; godt suppleret af Ms. Hart, der bestemt ikke var klar til at stå tilbage for nogen.

I skrivende stund er der stadig en række Beth Hart koncerter tilbage her i kongeriget. Både i Vordingborg, Roskilde, København og Århus – gør jeg selv en tjeneste: Køb en billet!! Hun er bestemt værd at bruge en aften på. Tjek tourkalenderen på bethhart.com

Når nu indlægget hedder Hart n’ Hart, så er det ikke et tilfælde. Som opvarmning til Beth var danske Louise med samme efternavn. Louise Harts første hit ‘Take Me Out’ som er blevet spillet lidt på radioen i den senere tid, er i min verden egentlig lidt halvkedeligt. Sangen er velkomponeret, men studieindspilningen får mig ikke til at gøre meget andet end at gabe så det gør ondt i kæberne.

MEN pigen kan sq synge. Det faktum træder uendeligt meget bedre frem, når man hører hende live kun ledsaget af en akustisk guitar. Her får både ‘Take Me Out’ og hendes andre sange både liv og nerve. Nummeret ‘Butterfly’ er især bemærkelsesværdigt live, men er i studieindspilningen om muligt endnu mere kedeligt end førnævnte ‘Take Me Out’.

Når jeg bitcher lidt her dækker det i virkeligheden over skuffelse. Da jeg kom hjem efter koncerten fandt jeg straks studieindspilningerne på Louise Harts MySpace side og sikke et antiklimaks det var, efter at have overværet koncerten, hvor min forelskelse i hendes stemme kun blev forstyrret af irritation over hendes liiidt for selvfede “hvor-er-det-fedt-at-være-hjemme-fra-New-York-City attitude.” Pigen kan som sagt synge. Hendes evner som guitarist er begrænsede, men det gør ikke noget. Guitaren tjener kun som minimalistisk akkompagnement til stemmen og fra scenen udfører hun en bemærkelsesværdigt solid omgang lejrbålssang.

Lad mig opfordre til at høre Louise Hart live når hun varmer op for Beth – så må I jo selv finde ud af om studieindspilningerne er antiklimaks eller kan tjene som nostalgiske reminders om den lille pige med en fantastisk stemme.