29. Juni 2009

Det synes at gælde i hele verden – ikke kun i Danmark, ikke kun i Indien – men alle steder jeg har rejst: Man skal betale for en middag, et hotelophold eller nogle varer og fremdrager sit kreditkort; ekspedienten kører det igennem maskinen og replicerer: “Dit kort virker ikke” – med et mere eller mindre subtilt tryk på DIT.

OK – jeg er ansat i en bank, så min holdning her er måske både lidt farvet, lidt overdrevet og lidt nørdet, MEN! … Når det nu er sådan at jeg praktisk talt altid rejser rundt med 3-5 forskellige kreditkort og tilmeld fra forskellige banker, hvordan kan det så være, at samtlige ekspedienter jeg har mødt i butikker hvor der er problember med at gennemføre en transaktion, efter have have prøvet SAMTLIGE kort, stadig insisterer på at det er MINE kort der er noget galt med og ikke kan se at det efter al sansynlighed er DERES maskine der er problemet.

Mit problem er jo ikke “skylden” som sådan her. Mit problem er, at disse ekspedienter altid synes at være i stand til at skubbe problemet over på kunden, med en eller anden halvlam attitude om at “det da godt nok er mærkeligt at man ikke har kontanter i disse tilfælde” – uden overhovedet at reflektere over, at de jo sådan set bare kunne sørge for at deres udstyr virker eller at de har en back-up løsning, eller (og her bliver det jo så kontroversielt) at hvis de ikke gider sørge for at udstyret virker og ikke har lyst til at investere i en back-up løsning, så ganske enkelt at acceptere at der en gang imellem må leveres gratis ydelser – UDEN at forsøge at skyde skylden på kunden og bringe denne i forlegenhed!

Pointen er, at det på mystisk vis altid er kunden der bliver gjort ansvarlig for en back-up løsning og dette til trods for at jeg jo HAR sørget for en back-up løsning (3-5 kreditkort fra 2 forskellige banker). Er det virkeligt acceptabelt at man i 2009 altid skal medbringe kontanter? Skal vi så også være på den helt sikre side og tage guld, perler og muslingeskaller med?

Efter et par måneder her i Indien bliver man dog lidt hærdet og lærer at forholde sig ganske roligt og insistere på at hvis de ikke kan få deres maskine til at virke, så må de jo sende en regning eller acceptere at ydelsen er gratis. Og den praksis glæder jeg mig til at afprøve i Europa. Men moralen (for der skal jo være en morale her) er ganske enkel:

Sørg for at forbruge varerne inden du skal betale for dem 🙂

;o] TT