Efter to dejlige dage i regnskoven i Coorg (som du kan læse om ved at klikke her) gik vores tur med Kannur i Kerala. Formålet med turen var sådan set bare at se en indisk kystby (hvor Marco Polo i øvrigt gik i land) og besøge det portugisiske Saint Angelo Fort, men sådan skulle det ikke helt gå….

Efter mine udregninger, med god hjælp fra Google Maps, skulle turen fra Madikeri til Kannur være ca 110 km lang og vare 3-4 timer, men hernede er det jo sådan, at man ikke kører efter kort, men landmarks. Resultatet var at vores chauffør præsterede at køre efter en helt forkert by til at starte med, hvorfor turen endte med at blive 250 km lang og vare 8 timer!!

Da det lidt over midtvejs gik op for mig hvad der var ved at ske, må jeg indrømme at mit temperament var oppe i det røde felt, men med hjælp fra Meretes tålmodighed (eller som vi senere har kategoriseret det ‘praktisk empati’) blev mit temperament trods alt holdt lige under kogepunktet (tror dog at der kom lidt røg ud af mine ører en gang i mellem).

Da vi endelig ankom til Kannur var det ved at blive mørkt og vi var vanvittigt sultne – og havde ikke rigtigt mod på sightseeing. Mens Merete tjekkede os ind på hotellet fik jeg fortalt Mathan (vores chauffør) præcis hvad jeg synes om det faktum at han havde haft en uge til at forberede sig på turen, var blevet fortalt at hvis der var noget han var i tvivl om mht. rute så ville jeg gerne hjælpe og ydermere havde haft hele den foregående dag fri og alligevel ikke var i stand til at finde vej! Og at jeg i øvrigt  forventede at han inden næste morgen var fuldt ud forberedt på vejen til næste destination.

Det var åbenbart for meget for ham, så mens vi spiste ringede han til mig og forklarede at han følte sig syg og ville ringe efter en erstatningschauffør, som så skulle køre i bus hele natten for at nå frem. Det var vi dog ikke klar til at acceptere, så med god hjælp fra Meretes ‘praktiske empati’ fik vi i stedet selv helt fod på ruten og forklaret Mathan at vi nok skulle finde frem dagen efter.

Efter en nats søvn var vi så klar til at køre til Orange County i Bandipur nationalpark. Denne gang med Merete og Yours Truly som navigatører; når chaufføren ikke kan passe sit job må man jo gå i Micro Management Mode. Og det lykkedes sådan set helt fint. Uden nævneværdig hjælp fandt vi til bunden af Nagarhole National Park, som vi skulle igennem for at komme til Orange County i Bandipur.

Imidlertid havde det regnet så meget at de i forvejen dårlige veje var blevet helt ufatteligt hullede og umulige at køre på. Og det var så dér at Mathan besluttede sig for at det sikkert ville være en bedre idé at køre i den grønne rabat end på den hullede vej. Men hvad sker der lige når man kører ud i en grøn rabat hvor det har regnet uafbrudt i flere dage? Man sidder naturligvis fast. Mathan forsøgte at køre den op på vejen igen. Og det var så her at jeg udbrød at det måtte han gøre uden mig i bilen. Når sådan en Toyota Innova har slagside og truer med at tippe om på siden har jeg sq ikke lyst til at sidde inden i den – og det havde Merete heller ikke! Mathan fik senere tilkaldt nogle indere, der i fællesskab forsøgte at skubbe bilen op på vejen – og nej, det kan naturligvis ikke lade sig gøre at skulle 1600 kg Toyota Innova op af en rabat der er sænket ½ meter!

Efter noget tid kom der heldigvis en lastbil forbi og med hjælp herfra lykkedes det at få trukket bilen op og vi kom langsomt (men sikkert) frem til vores destination et par timer senere.

Hvorvidt Kannur kan anbefales eller ej vides ikke, men turen tur/retur satte på alle måder min tålmodighed på prøve – men heldigvis var Orange County lige stedet at stresse helt ned – det kan du læse om senere 🙂

NB: Jeg synes ikke at læseren skal snydes for DET ENESTE billede vi fik taget i Kannur – fra vores hotelværelse.

;o] TT