7. Februar 2008

Dette er en sandfærdig beretning om hvordan borgeren (mig!!) mødes af inddrivelsesmyndigheden med det flatterende – men dog ganske misvisende – navn SKAT.

Historien foregår i april 2006, lige efter en væsentlig del af skattevæsenet er flyttet til Ringkøbing (som helt tilfældigt også er det område hvor Skatteminister Kristian Jensen er opstillet).

Beretningen er oprindeligt en email til det familiemedlem, der anbefalede at jeg skrev til SKAT. Jeg fandt den da jeg ryddede op i gamle mails – og synes jeg ville dele den 🙂

———

Borgeren skriver en email til SKAT. Borgeren er nemlig blevet fortalt (af en ansat i SKAT, der ligeledes er et kært og betroet familiemedlem), at det er ‘meget lettere’ end selv at troppe op på skattekontoret på Sluseholmen. Efter mailen til skattebassen er skrevet via hjemmesiden dukker en besked op, med en tekst der venligt takker for henvendelsen og i samme sætning lover at give svar inden for fem hverdage.

14 (!!??) dage senere beslutter borgeren sig for at ringe til skattebassen. Via hjemmesiden forstår borgeren at skattebassen har effektiviseret, så det fælles kundecenter tager sig af alle henvendelser og borgeren ringer trygt på det angivne nummer: 7222 1818. Her bliver borgerne først mødt af en automatisk selektionsproces, der forklarer at såfremt det drejer sig om årsopgørelser eller selvangivelser, så skal man trykke ‘1’. Det gør borgeren.

Telefonen bliver taget med det samme – (og spændingen stiger). Borgeren forklarer sit ærinde: SU-styrelsen har krævet tilbagebetaling for 2004 og borgeren vil derfor gerne have skattepengene tilbage, hvilket ikke kan ske via Internettet, da årsopgørelsen for 2004 ikke kan ændres ad denne vej. Det synes skattebassens repræsentant for så vidt jo er rimeligt, men forklarer at hun vil stille borgeren om til den rigtige person. Herefter bliver borgeren omstillet… til omstillingen (?!).

Efter at borgeren endnu en gang har forklaret sit ærinde, beslutter omstillingen sig for at udføre sit primære hverv (at stille om) og borgeren bliver stillet om. Ifølge omstillingen bliver borgeren stillet om til en medarbejder på Sluseholmen i København, hvilket imidlertid viser sig ikke at være helt korrekt. Borgeren spørger nemlig skattebassens næste repræsentant om denne er lokaliseret i København, hvilket repræsentanten afviser og fortæller at hun er i Fredensborg. I samme åndedrag spørger repræsentanten hvad sagen drejer sig om. Borgeren fortæller endnu en gang sit ærinde – også denne medarbejder synes at sagen lyder fornuftig og rimelig og forklarer, at denne slags sager ikke nødvendigvis skal behandles i København, men også kan behandles af andre afdelinger.

Borgerne bliver herefter omstillet til en sådan afdeling og kommer nu til at tale med den fjerde soldat i skattehæren. Borgerne gentager sin historie. Repræsentanten – flink og imødekommende som alle de andre – bekræfter borgerens historie, men mener at denne type sager burde blive klaret automatisk. I dette ‘bør’ er borgeren enig, men forklarer den flinke medarbejder at dette dog ikke er sket. Skattebassens repræsentant undersøger sagen, bekræfter at borgeren har ret til at få pengene tilbage (med undtagelse af en lille procentdel som åbenbart går til skattebassens sparegris(!?)). Ligeledes bekræfter skattesoldaten, at han kan se tilbagebetalingskravet i sit system og at han ligeledes kan se, at beløbet ikke er tilbagebetalt til borgeren.

“Aha”, tænker borgeren “nu lykkes det endelig”. Midt i denne tanke forklarer den flinke repræsentant, at han dog ikke kan gøre noget ved sagen, men at han vil omstille til den helt rigtige medarbejder i København. Borgeren takker og venter … og venter…. og venter.

To (!!??) minutter senere bliver telefonen taget og en dame siger “Omstillingen, goddag”. Skattebassens femte repræsentant forklarer, at den person som borgerne er blevet omstillet til ikke tager sin telefon – og uddyber at denne medarbejder muligvis slet ikke er på arbejde. Idet skattebassens femte repræsentant kan genkende borgerens stemme (femte og anden repræsentant er én og samme) lover denne, at skrive en mail til den helt rigtige person og bede hende ringe tilbage så snart som muligt. Borgeren oplyser navn, telefonnummer og CPR-nummer og takker den flinke omstillingsdame. Røret bliver lagt på.

Hele seancen har taget 15 minutter og det eneste borgeren har opnået er en semi-guidet tour i skattebassens forvaltningshelvede. Ikke at forglemme har borgeren naturligvis også fået et helt nyt billede af hvad det der socio-politiske buzz word ‘omstillingsparat’ egentlig betyder. Mod forventning handler omstillingsparathed nemlig slet ikke om at være i stand til at begå sig i det pulserende erhvervsliv – derimod er omstillingparathed en term, der betegner den livsnødvendige egenskab enhver dansk borger må besidde i mødet med det offentlige forvaltningshelvede.

Borgerne sidder nu klistret til telefonen i en uge uden socialt liv; kun i selskab med dejlige minder om alle de rare medarbejdere, der forsøgte at trodse systemet og lade borgerne komme til at tale med den “helt rigtige person”, samt med en nyvunden erkendelse af hvorfor offentlige ledere er betalt meget lavere end ledere i det private erhvervsliv – og endelig ringer telefonen …