For noget tid siden blev jeg ringet op på arbejdet af en kollega, der sidder i vores kommunikationsafdeling og har med sociale medier at gøre.

Hendes ærinde var enkelt: Hun havde læst min blog og synes at jeg havde en god tilgang til brug af sociale medier, set i en virksomhedsloyalitetskontekst. Altså, at jeg skriver og debaterer på en måde som ikke er skadelig (og måske ligefrem gavnlig!?) for min arbejdsplads’ omdømme. Hun ville derfor gerne have mit input og review af hen draft til vores social media guidelines.

Det fik hun så! Men emnet har ikke helt kunne forlade mit hoved og dukkede op igen da jeg læste artiklen ‘Ingen regel er en god regel’ på K-forum.

Min kollega havde lavet et godt stykke arbejde, som var holdt i en god, positiv og vejledende tone, der netop betonede at det var en guideline og ikke et regelsæt. (Er det ikke det samme? Jo, det er det naturligvis, men ordet ‘guideline’ har en blødere kant end ‘regel’, ikke sandt!?).

Til trods for det gode arbejde var der nu noget i denne her draft der generede mig, nemlig at jeg syntes at den var helt og aldeles overflødig. Den føromtalte artikel fra K-forum citerer Michael Hyatt for netop det synspunkt: at regler for online behaviour er helt og aldeles overflødige.

Men jeg tror nu at både Michael Hyatt og jeg (i min initielle holdning, that is) tager fejl. Regler (undskyld… guidelines mente jeg selvfølgelig!) er nødvendige. Men formålet med guidelines skal ikke være at stoppe tosser som Ditte Okman – hendes slags er helt og aldeles uden for pædagogisk rækkevidde og de tilfælde kan ikke undgås. Nej, guidelines tror jeg nærmere skal til for at hjælpe kollegaer, der måske ikke har et ligeså naturligt forhold til onlinemediet og sociale medier som jeg og mange andre har. For os er det helt enkelt og selvfølgeligt hvordan man skal opføre sig; hvad der er ok og hvad der ikke er.

Men hvordan skal sådan en guideline så se ud? Jeg tror den skal være helt kort og enkelt og bestå af følgende fire punkter (dels inspireret af den ovenfor refererede artikel, dels af min kollegas guideline-draft.

1. Google glemmer aldrig – husk at det du skriver online kan forfølge dig ufatteligt længe. Den gyldne regel må være: Hvis du ikke mener du ville kunne sige det fra en talerstol, så kan du heller ikke sige det i et onlinemedie.
2. Kommenter aldrig stinkerne – hvis din virksomhed har problematiske sager, så hold dig fra at kommentere dem, selvom det er fristende. Eksempelvis har det kløet i mine fingre for at kommentere Stein Bagger, Bankpakker, Udlånspolitik og regulering af finanssektoren, men jeg gør det ikke. Ganske simpelthen fordi jeg ikke har mandat til at udtale mig officielt fra min arbejdsgiver, og at jeg derfor ikke vil risikere at mine udtalelser bliver forvekslet med min arbejdsgivers officielle holdning.
3. Snak ikke om konkurrenterne – hverken godt eller dårligt!
4. Online = Offline – Læs din arbejdsgivers code of conduct. Der gælder samme regler online som offline for emner som diskrimination, hemmeligholdelse etc.

Så enkelt mener jeg det er! Men sig mig hvad du synes: Er det dækkende, eller har jeg glemt noget?

Selvsamme artikel som ovenfor refereret har i øvrigt også en glimrende reminder til virksomhedslederne i form af et citat af Morten Bays bog ‘Homo Conexus. Tillad mig at citere:

“Jobbet er ikke bare endnu en del af homo conexus’ måde at definere sig selv. Det er derfor helt naturstridigt for netværksmennesket, hvis det bliver forment adgang til at kommunikere med resten af sit netværk uden for jobbet. En klassisk industrisamfundsfejl er, når der på arbejdspladsen sættes grænser for, hvem man må kommunikere med i arbejdstiden (som det desværre stadig sker i alt for mange virksomheder).

(…)

Netop fordi jobbet kun er en del af hele det netværk, homo conexus forstår sig selv som, forlader jobbet aldrig netværksmenneskets sind, men omvendt forlader fritiden heller ikke sindet, når man er på arbejde. For de netværksmennesker, der arbejder med opgaver, der kan løses ved en computer eller telefon, er det ikke unaturligt at løse dem i hjemmet uden for arbejdstiden, ligesom homo conexus ikke har nogen skrupler ved at bruge et kvarter af arbejdstiden på at betale regninger via netbank. Her er industrimennesket anderledes, fordi hele industrialiseringen og velfærdssamfundets opbygning i den første halvdel af det 20. århundrede netop var baseret på en skarp opdeling mellem hjem og arbejde”.

;o] TT