Jeg tror ikke der findes én eneste nybagt førstegangsfar, der efter en måned ærligt kan sige at alt har været som forventet. Og det kan jeg naturligvis heller ikke. Men det gælder jo, at hvis man undlader at forvente alt for meget, så er der ikke noget der kommer bag på én; man ved at alt vil være en overraskelse!

Det første jeg kommer i tanke om når jeg skal beskrive den første måned er ‘stolthed’. Af én eller anden sær årsag nærer jeg en kæmpe stolthed over ‘min datter’, ‘min prinsesse’, ‘min Laura’ – og det til trods for at hun jo faktisk ikke rigtigt kan noget endnu og at jeg vel egentlig har haft minimal indflydelse på det hun kan. Men altså, når nogen siger at hun er dygtig til at holde sit hoved, holde fokus af en i hendes alder, så bliver man altså stolt!

Det andet der falder mig ind når jeg tænker på den første måned er infantil glæde. Og det er egentlig ikke Lauras glæde, men min egen. Det er en helt speciel og ubeskrivelig glæde at vågne om morgenen og blive mødt at et kæmpe smil fra hende ligeså snart hun får øje på sin far.

Og det leder mig direkte videre til det tredje jeg tænker på, nemlig frustration og prøvelse af min tålmodighed. For det hænder jo at man ikke bliver mødt at et smil, men derimod et skrigende og grædende barn (og tro mig, der er god bugstøtte i det vræl!!). Nogle gange er det jo selvfølgelig det helt simple ‘jeg er pissesulten’ hun forsøger at kommunikere med et imponerende antal decibel. Andre gange er det bare lidt sværere:  Hun skal ikke skiftes, hun er ikke sulten, hun vil ikke sove .. hvad er der galt? Og det er her at tålmodigheden virkelig bliver sat på prøve – især når det fortsætter i flere timer og det eneste man kan gøre er at sidde med hende i armene.

Sidst men ikke mindst er det altså også både hyggeligt og kedeligt. Det er jo ikke sådan at den unge dame uden videre accepterer at blive lagt i seng. Nej, men det er til gengæld som regel ganske enkelt at få hende til at falde i søvn i mine arme. Og bedst som man tror at hun sover sødt og lægger hende i liften … well, så vågner hun og kræver fuld opmærksomhed. Forfra… og det samme gentager sig. Og altså, nogle gange er det jo hyggeligt bare at sidde med hende i armene og se TV mens hun sover – men når man gerne vil noget andet…. well, så er det sq pisse kedeligt at sidde dér.

… og med de ord tror jeg at jeg har afhandlet den første måneds faderskab :)….. men jeg skylder vel et par billeder 🙂

;o] TT